(Røða, sum eg helt á norðurlendskari ráðstevnu í Finnlandi í summar.
Luttakarar vóru nevndir og annað bakland í norðurlendsku starvsmannafeløgunum.
Evnið var: Avbjóðingar í vælferðarsamfelagnum).
Mynd: Tóroddur Poulsen, Hjólveldi
Den nordiske model og solidariteten
Har du set solidariteten nogensteder?
Nu har jeg ledt og ledt i 14 dage, men lige som jeg troede, at den var sporløst forsvundet, fandt jeg heldigvis små spor af den forskellige steder.
I bogreolen, på internettet og heldigvis også ude blandt folk. Og det var gott, for jeg var ellers lige ved at miste modet og håbet.
Men hvorfor kom jeg i den situation, at jeg troede at solidariteten var forsvundet?
Jo ser du. Der hvor jeg kommer fra går der uger og måneder mellem, at nogen taler om solidaritet.
Den er måske heller ikke noget at snakke om. Den er der jo bare. Ja, jeg forestiller mig såden en gul kugle, der svæver hen over os her i norden. Selv om den måske burde være rød, så er den gul som solen i min bevidsthed.
Gul, uhåndgribelig, diffus, gennemsigtig og alt alt for selvfølgelig.
Der hvor jeg kommer fra taler man om krisen og de høje priser. Om fiskeri og kvoter. Om der kommer tåge til olaj, der er vores nationaldag sidst i juli. Om fodboldt og musikfestivaler.
Men ikke om solidaritet.
Men vi har solidaritet. I hvert fald med dem, som er lige som os andre. Os normale. Med kernefamilje, hus- og billån. Os, der har råd til at gå til tannlæge og at sende børnene til violinundervisning.
De andre. De enlige forsørgere, dem med børn med serlige behov, de studerende og de moderne drømmende kvinder, kunstnertyperne og de homoseksuelle - dem er vi ikke så solidariske med. Derfor flytter de til Danmark, der altid har været solidarisk med flygtende færinger.
Lige som mange andre små industrisamfund i ydreregionerne, eller udkantsnorden, hersker der på Færøerne en lidt gammeldags og religiøs machokultur, der er svær at kombinere med en ren nordisk velfærdsmodel.
Derfor er velfærden på Færøerne kun delvis baseret på de universale skandinaviske værdier.
Derudover ligner det færøske system på nogle punkter til forveksling det sydeuropæiske, der er baseret på familiernes, det vil sige kvindernes, vilje og evne til at hjælpe og give husly til svage familiemedlemmer, plejekrævende ældre og enlige forsørgere.
Dette er blandt andet også årsagen til, at enlige forsørgere, oftest mødre med børn, har meget svært ved at klare sig på Færøerne. Politisk er holdningen, at det må ikke blive attraktivt at være ”enlig mor”! Og vi må ikke tilskynde kvinderne at bryde med kernefamilien!
Derfor er der næsten ingen ydelser til denne meget udsatte gruppe, der ikke kan få huslån i banken eller finde en offentlig lejlighed til sig og sine børn.
I denne gruppe finder vi de virkelig fattige på Færøerne, og man regner med, at mindst 500 børn lever i fattigdom i landet med under 50.000 indbyggere. Landet, der samtidig er det dokumenteret allardyreste land i Europa at leve i, og har en levestandard på 70 prosent af den danske.
Dette gør dersværre, at folk, og specielt kvinder, i bedste produktive og fødedygtige alder, er vores største eksport sammen med fisken.
Så vi har mange, mange spændende udfordringer i vores lille land i Nordatlanten.
Men de små forhold gør også, at det ofte kan lade sig gøre at finde enkle solidariske løsninger på problemer, der kunne ende op som bureaukratiske statslige systemer. Løsninger, som andre lande givetvis ville kunne lære af.
Jeg kan nævne nogle eksempler. Nemlig barselsfonden, arbejdsløshedsfonden og Den fælles tillægspension, der alle blev oprettet efter den sidste økonomiske krise på Færøerne i starten af 90'erne.
Den samme krise, der sendte 6000 borgere i eksil – borgere de aldrig kom hjem igen.
Dette måtte ikke gentage sig, så de færøske fagforeninger gik forrest i kampen for at få nogle solidariske løsninger, der kunne forhindre en gentagelse af katastrofen.
Løsningen blev en arbejdsløshedsfond og en barselsfond, hvor både arbejsgivere og lønmodtagere betaler omkring 1 prosent af lønnen hver. I dag giver barselsfonden ret til maximum 25.000 kroner om måneden i 30 uger, og en arbejdsløs har ret til maximum 20.000 kroner om måneden.
Derudover har vit ”Den fælles tillægspension”, i folkemunde kaldt ”Den solidariske”. Også her betaler både lønmodtagere og arbejdsgivere samme prosentsats af hver løn, og alle pensionister får lige meget ud. Dette er således ikke en personlig pensionsopsparing, men et tilskud til alle pensionister ud over folkepensionen.
Fælles for alle disse systemer er, at de er solidariske, for alle betaler ind efter evne, det vil sige: løfter i flokk, og alle har samme ret til ydelserne.
Og der er ikke krav om medlemsskab i fagforening for at få udbetaling – alligevel er den færøske arbejdsstyrke blandt de højest organiserede i verden!
--
Men vi ved også, at der er stærke kræfter, der sætter solidariten under hårdt pres for tiden. Dette kommer ikke minst til udtryk i de forskellige politiske udspil i forbindelse med den økonomiske krise her i norden.
Man kan sige, at solidariteten, der jo som bekendt er krumtappen i den nordiske model, nu må bære eller briste.
I USA bruger Demokraterne sloganet: ‘Never waste a good crisis’.
Krisen kan nemlig være med til at skærpe udsynet. At sætte os på prøve. Få os til at reflektere og at prioritere.
Og forhåbentlig ende op med, at vi i fællesskab træffer et prinsipielt valg: Nemlig, at den nordiske model SKAL overleve krisen!
Vi ved, at vit skal spare – både på de offentlige finanser og i det private. Alle kommer til at mærke krisen – nogle mere end andre. Men så er spørgsmålet blot: hvordan fordeler vi smerten mest retfærdigt? Er det ved at skære ned på dagpengene? Ved at lukke skoler? At spare på uddannelse, børnepasningen og ældreplejen?
Samtidig med, at vi ved, at omkring en femtedel af borgerne i norden lever på eller under fattigdomsgrænsen.
Og at skellet mellem A og B holdet vokser dag for dag. Er det dét vi ønsker her i norden?
Eller, er det ved først og fremmest at gribe ud efter dem, der har noget at tage fra, for på den måde at få en ligeligere fordeling av goderne. Er det ikke mere bæredygtigt, både menneskeligt og miljømæssigt?
Og her snakker jeg ikki kun om millionærerne. Nej. Jeg snakker også om den kæmpestore velstillede middelklasse, som en del af jer repræsenterer.
Jeg vover at påstå, at det ikki er penge, der gør det store flertal rigere eller lykkeligere. For der er grænser for, hvor mange webergrille og fladskærme man kan presse ind i et ligusterkvartér.
Der er grænser for, hvor meget længere vi kan tillade os at sætte materiel velstand højere end menneskelig velfærd. Og der er vel også grænser for, hvor længe man kan sidde og pille i sin egen navle, uden at få øje på omverdenen og menneskene omkring én.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at den største luxsus i fremtiden bliver tid, nærver og fællesskab, sammen med kravet til et enklere liv: Tænk dig, at have tid til uddannelse. At leve og at være sammen – børn, voksne og ældre. At deltage i udviklingen af SAMfundet. At have overskud til en frivillig tjans, der gør forskel for andre. Og at have tid til at genskabe nogle af de fine fælles nordiske værdier, der nu er ved at gå fløjten.
Dette er også nogle af udfordringerne i velfærdssamfundet, og de kommer utvivlsomt i højden, nu hvor både klima og økonomi siger stopp.
Her er det måske oplagt at sitere min kære ven, nu afdøde Svend Auken, der i sit politiske testamente siger.. og jeg citerer:
”Engang vi i Nyrupregeringen diskuterede, hvad der kunne blive den største bekymring i det 21. århundrede, sagde en radikal minister, at hun troede, at det største tema for danskerne ville blive ”Du og din krop”.
Sjældent har jeg hørt noget mere uhyggeligt. Den sygelige optagethed af dig selv og din krop, af dig selv og din trivsel forudsætter, at døden bliver en uvirkelig størrelse langt, langt ude i fremtiden. Det er fattigt. Døden er livets forudsætning. Og uden den erkendelse forsvinder alvoren og den virkelige glæde.
For mig er livets mening et liv med andre. Menneskets bestemmelse er at være et socialt individ.
Sammen med andre bliver vi hele mennesker. Vores ondskab rammer de andre, men det gør vores kærlighed også.
Kærlighedsbudskabet er ikke et kompliceret sæt regler og love. Du skal elske din næste dvs. mennesker, du møder på din vej - som dig selv og hjælpe, hvor du kan.”
Citat slut..
I den forbindelse er det også interessant at vise til den danske sosiolog og fremtidsforsker, Emila von Hauen, der lever af at undersøge tidens og fremtidens tendenser.
I hendes bog, FARVEL EGOFEST - og goddag til formål og fællesskaber”, siger hun således.. og jeg siterer:
- Vi oplever et skift i tidsånden. Efter 30 års intens fokus på det personlige potentiale, vender vi os nu mod det personlige livsformål. Hvor det før primært handlede om vores egen selvudvikling, handler det nu om at gøre en forskel og indgå i helhedens tjeneste.
Det handler stadig om selvrealisering, men frem for primært at kigge indad, handler det nu om at kigge udad og sætte sig selv ind i en større sammenhæng, der giver mening for flere og ikke kun for én selv.
Tendensen handler nemlig også om at blive bevidst om, hvilken udvikling vi vil tage ansvar for. Hvor skal menneskeheden bevæge sig hen? Hvilke værdier skal vi leve efter? Hvilke opgaver vil vi løse? Kort og godt skal vi tage et aktivt ansvar for vores egen og klodens evolution – og det forpligter både den enkelte og de mange organisationer.
Citat slut..
Derfør bør fagbevægelsen GRIBE TIDSÅNDEN og gå forrest i kampen for de nordiske velfærdssamfund. For der må nogle andre og dybere fælles værdier ind på banen, før det hele kører helt af sporet.
Og her har fagbevægelsen et kæmpestort fortrin i modsætning til andre, der også prøver at sælge en vare eller et budskab: Den gode historie. Og her skulle jeg hilse og sige, at de gode historiers tider har aldrig været så gunstige som lige nu.
Her handler det om kampen for fællesskabet.
Om prægtige helte og heltinder.
Overmodige martyrer og drabelige gerninger.
Historien om fattigdom, trældom, troskap, oprør og strejker.
De gode mod de onde.
Lige til i dag, hvor magtens elite og pengestærke kræfter gør hvad som helst for at sønderive århundreders fælles front, blandt andet ved at fortælle de samme myter om beton, bureukrati og pamperi indenfor fagbevægelsen om og om igen.
For virkeligheden er, at folket er bange. Folket er angst for krisen og for velfærdens fremtid.
I en meningsmåling, hvor Megafon spurgte godt 1.100 danskere, hvad de mener, er de største problemer, som det danske samfund skal løse i løbet af de næste fem år, kom den økonomiske krise ind som sikker vinder. Men vi ved også, at de fleste er meget bekymrede for klimaet. Så det gælder om at finde løsninger, der både gavner klimaet og mindsker den økonomiske krise.
Når Tysklands kansler, Angela Merkel, har udlagt situationen således: »Europa står over for den største udfordring i årtier siden vedtagelsen af Romtraktaten«. Hvis ikke vi får styr på økonomien – og euroen – bliver konsekvenserne intet mindre end »uoverskuelige«.
Eller, når en måling, som Catinét har lavet for fagforbundet FTF, viser, at 33 prosent af danskerne foretrækker at betale mere i skat, hvis de får et højere serviceniveau.
Undersøgelsen viser også, at lidt over halvdelen af danskerne er godt tilfreds med det nuværende skattetryk og den velfærd, der kommer af det.
Kun hver tiende tilkendegiver, at de hellere beholder en større del af deres indkomst, selv om den offentlige service bliver forringet.
Så folk er bange for at miste velfærden. Men det samme folk viser ikke samme angst for at gå ned i materiel levestandard. Det kommer de også til den kommende tid, og forhåbentligt kommer vi aldrig op på det vanvittige 2007 niveau igen.
Men velfærden vil vi ikke give kål på. Vi vil gerne leve i et nordisk skatteregimé, hvis bare vit beholder velfærden, der betyder tryghed og lige muligheder og adgang til uddannelse, sundhed og omsorg fra vugge til krukke.
- Skatteregimé er faktisk en tryghed i krisetider, som den færøske økonom og leder for Færøernes Statestik Hermann Oskarsson siger.
Historisk er den nordiske model i høj grad resultatet af fagforeningernes utrættelige kamp for lige muligheder for alle .
I tæt samarbejde med partierne på venstrefløjen, har fagforeningerne opbygget nogle samfund op, som resten af verden blot kan skele misundelsesværdigt til. Dette kom blandt andet til udtryk for nogle måndeder siden, da Barrack Obama endelig fik flertal for Sundhedsreformen, der som bekendt er skruet sammen efter nordisk forbillede.
På en rejse til Egypten for nogle måneder siden, faldt jeg i snak med en ung fyr. Han arbejdede som ufaglært i turistbranchen, for i det fattige Egypten giver det mere, end at tage en uddannelse. Alligevel drømte han om at studere datalogi. Han havde engang sparet så meget sammen, at han fik mulighed for at rejse til Malta for at studere. Men efter et år var pengene brugt og kassen tom. Så han vendte hjem til felukkaen, den lille seljbåd, han i dag sejler turister op og ned ad Nilen i.
Da jeg fortalte ham, at der, hvor jeg kommer fra, betaler folk så høj skat, at de blandt andet får gratis uddannelse, påstod han hårdnakket, at jeg løj. For det kunne ikke passe. Så godt kunne intet sted i verden være.
Og ligemeget hvad, kunne jeg ikke overbevise ham om, at det var sandt.
Her i norden har vi bevist, at ved at stå sammen og at løfte i flok, kan det lade sig gøre at skabe noget der ligner et Utopia: Det demokratiske velfærdssamfund, der bygger på nogle universale principper, hvor de fleste har nok og de færreste for lidt eller for meget. Hvor hjælp er ein ret og ikke en almisse.
Ordet universel kommer ind fordi alle der er del af det solidariske fælleskab har ret til hjælp og støtte, hvis de får brug for det.
Til gengæld for denne velfærd skal borgerne tage ansvar for sig selv, sine børn og fællesskabet, og således yde efter bedste evne.
Derfor har gamle enkefru Olsen også ret til hjemmehjælp, selv om hun måske i virkeligheden har råd til selv at betale. Men hvorfor skal hun så modtage offtentlige ydelser?
Dette er en af de tilbagevendende diskussioner om brugerbetaling og privatiseringer af den offentlige sektor: Hvorfor skal dem der har råd, også modtage tilbud fra fællesskabet?
Det danske socialdemokratiske folketingsmedlem Mette Frederiksen siger det så klart i en artikel i dagbladet Politiken med tittelen: Nej til almisser, Trøjborg.. og jeg citerer:
- Helt grundlæggende er jeg meget stærk tilhænger af et universelt velfærdssamfund, hvor alle betaler over skatterne, og hvor alle – uanset indkomst – har ret til velfærdsydelser. Og det er jeg, fordi alternativet risikerer at blive ’poor welfare’. Hvis ikke du har et stærkt universelt element, som bygger på princippet om, at alle er omfattet, så får du et samfund, hvor det generelle velfærdsniveau er lavere, end det danske er i dag, og hvor uligheden vokser.
Citat slut...
De sidste år med opsving og ”mig”dyrkelse har dog bevist, at solidariteten ofte sidder nærmere pengepungen end hjertet. Og det kan vi ikke leve med.
Dette kom bedst til udtryk efter krisens og arbejdesløshedens fremkomst:
Folk strømmede til a-kasserne for at forsikre sig og sine.
De samme folk, der aldrig tidligere har været interesseret i at være med til at forsikre mig og mine.
Det vil sige, at det vigtigste insitament for at organisere sig, var at få del af puljen og ikke at være en del af fællesskabet.
Kan fagforeningerne være tilfredse med denne holdning?
Det synes jeg ikke!
Derfor bør fagforeninger blive meget bedre til at sælge budskabet og idéen om solidaritet, så den rører og påvirker folk dybt inde i hjertet og ikke blot nede i den enkeltes pengepung.
For, hvis folk ikke forstår, hvorfor solidariteten er så vigtig, får vi heller ikke solidariske løsninger på de store politiske udfordringer vi står overfor.
Og jeg kan nævne:
Den demografisk udfordring
Den stigende efterspørgsel efter velfærdsservice og nye velfærdsværdier.
De øgede ambitioner på uddannelsesområdet, der på sigt kommer til at styrke mulighederne for at finansiere velfærdssystemet.
Samt rekrutering og kompetneceudvikling af arbejdskraft til områderne omsorg og behandling.
Som sagt: Never waste a good crisis’s. Lad os benytte anledningen til at sælge det gode budskab om sammenhold, fællesskap og solidaritet.
Til at vælge den nordiske model til, og til at fordele de begrænsede goder endnu bedre, end vi har hidtil har gjort.
Alternativet er, at flere ender på B holdet, der som bekendt vokser i takt med de frie markedskræfter.
Men solidariteten bør ikke kun omfatte os der tilfældigvis lever her og nu i norden. Den bør omfatte folk i hele verden til alle tider. Det vil sige, at vi sandelig også skal tænke og handle med international solidaritet og tænke miljømæssig solidaritet, der som bekendt skal fremtidssikre kommende generationer. Ellers kan vi let blive ret så selvfede her oppe i den nordiske hyggekrog. Og det kommer man som bekendt ikke i himlen af.
Jeg startede med at sige, at solidaritet ikke er noget man snakker om. Den er der bare. Ligesom demokratiet. Som om at disse ædle begreber blot var os givet. Men det er de jo ikke. Der er sket en masse forud for dette. Der er blødt, svedt og grædt for disse begreber. Lad os ikke spilde disse dyrebare dråber, men samle dem til den fælles sag.
På Færøerne må vi kæmpe på flere fronter. Den sociale/kulturelle, der inkluderer dem, der ikke er som flertallet, og den økonomiske, hvor de begrænsede midler og ressourcer fordeles så jævnt som muligt til gavn for flertallet.
Derudover skal det være mit ønske her i dag, at hele den nordiske arbejderbevægelse står sammen om den gode historie om velfærdssamfundet.
Her bør man udnytte de frie markedskræfter på det groveste i en storslået fælles kampagne, der går lige i hjertet på folk. Sådan gør de andre, så hvorfor ikke også fagbevægelsen?
Det skal derfor være mit håb og budskab her i dag, at I, deltagere på konferensen diskuterer videre, hvordan en sådan kampagne kunne udforme sig.
For vi er vel enige om én ting: Den nordiske model skal ikke stå model til hvad som helst.
